Novo Nordisks store amerikanske konkurrent Eli Lilly er kommet stærkere end ventet ud af fjerde kvartal, perioden fra oktober til og med december 2017. Det skriver Ritzau Finans.
En stribe af de væsentligste diabetesmidler, der ligger i direkte konkurrence med Novo, overraskede positivt.
Eli Lilly tjente 6,2 milliarder dollar mod en forventning i analytikerkredse på 5,9 milliarder dollar ifølge Bloomberg News og 5,8 milliarder dollar i samme periode sidste år.
For flere af de diabetesmidler, der ligger i direkte konkurrence med midler fra Novo, er der positive afvigelser fra analytikerestimaterne.
Eli Lillys hurtigtvirkende insulinanalog, Humalog, der er den væsentligste konkurrent til Novos Novolog, viste et salg på 782 millioner dollar i kvartalet. Det var en tilbagegang på 9 procent, men bedre end ventet, da analytikerne havde ventet et salg på bare 753 millioner dollar.
GLP-1-midlet Trulicity, som er konkurrent til Novo Nordisks bedst sælgende middel, Victoza, solgte for 649 millioner dollar - 93 procent mere end året før.
Her sigtede analytikerne efter et salg på knap 581,9 millioner dollar.
Salget af Humulin, der er et humant insulin og tilhører den ældre insulingeneration, steg 2 procent til 362,6 millioner dollar. Analytikerne havde ventet et salg på 345,8 millioner dollar.
Basaglar, der er en kopi af det langtidsvirkende insulin Lantus fra franske Sanofi, viste et salg på 153,8 millioner dollar i kvartalet. Her var der tale om en negativ afvigelse i forhold til analytikernes forventning om et salg på 167,8 millioner dollar.
Endelig havde diabetespillen Jardiance et salg på 143,2 millioner dollar i kvartalet. Det var nogenlunde som ventet, da analytikerne havde ventet et salg på 149,9 millioner dollar.
/ritzau/