Den danske Superliga i fodbold fylder ikke meget i det amerikanske mediebillede, men fremover vil amerikanerne kunne se superligafodbold hver uge.
Mediet ESPN har købt rettighederne til at vise Superligaen i USA, men det bliver ikke som i Danmark, hvor samtlige kampe tv-transmitteres.
- De (ESPN, red.) har en hensigt om at vise en kamp per runde, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, til DR.
Det er Divisionsforeningen, som varetager de danske klubbers interesser og står for salg af tv-rettighederne. Her er direktør Claus Thomsen glad for aftalen med ESPN.
- Det er altid stort, når der er udenlandsk interesse for Superligaen, siger Claus Thomsen.
Den amerikanske mediegigant vil efter planen streame en kamp om ugen fra Danmarks bedste fodboldrække.
Ud over Superligaen har ESPN købt rettigheder til at kunne vise fodbold fra flere forskellige lande i USA.
/ritzau/