Jim Brown, en af de største legender i amerikansk fodbold nogensinde, er død. Han blev 87 år.
Browns aktive fodboldkarriere lød på ni år, inden han forlod sporten i 1966 for at forfølge en karriere som skuespiller. Senere blev han kendt for sit arbejde som aktivist i borgerrettighedsbevægelsen og for at afhjælpe bandeproblemer i Los Angeles.
- Det er med dyb sorg, at jeg fortæller om min mands død, lød det fra Browns kone Monique i et Instagram-opslag.
- Han sov fredeligt ind i aftes i vores hjem i LA. For verden var han aktivist, skuespiller og fodboldstjerne. For vores familie var han en kærlig og vidunderlig ægtemand, far og bedstefar. Vores hjerter er knust, skrev hun.
Som skuespiller spillede Jim Brown blandt andet med i krigsfilmen "Det beskidte dusin" fra 1967.