Den amerikanske kunstner Jeff Koons vil udstille skulpturer på Månens overflade. Skulpturerne vil senere i år blive sendt afsted i et rumfartøj fra Kennedy Space Center i delstaten Florida.
Det oplyser Koons' galleri tirsdag.
67-årige Jeff Koons er blandt andet kendt for værkerne "Balloon Dog" og "Rabbit", og hans værker er udstillet på gallerier rundt om i verden.
Hans seneste projekt, "Moon Phases", består af fysiske skulpturer, der vil blive efterladt permanent på Månens overflade i en gennemsigtig miniature-satellit. Det oplyser Pace Gallery i New York City.
Skulpturerne vil blive sendt afsted med månelandingsfartøjet "Nova-C". Rumfartøjet er designet af det private selskab Intuitive Machines og vil blive placeret i et overfladeområde på den vestlige kant af Månens forside.
- Jeg ønskede at skabe et historisk og meningsfuldt projekt, siger Koons.
- Vores bedrifter i rummet repræsenterer menneskehedens grænseløse potentiale, tilføjer han.
1972 sidste gang på Månen
Galleriet oplyser ikke, hvor mange skulpturer, der skal sendes ud i rummet, eller hvor store de er.
Det tilføjes, at projektet vil markere 50-året for USA's seneste rejse til Månen med en besætning.
Den amerikanske rumfartsadministration Nasa sigter mod en testflyvning med "Artemis-1", der er en ubemandet månemission, i maj.
Testflyvningen skal ske forud for en potentiel bemandet mission, som sandsynligvis tidligst vil finde sted i 2026.
Der har ikke været mennesker på månen siden Nasas "Apollo 17"-mission i 1972.
Udover USA arbejder Kina på at sende bemandede missioner til Månen med sit eget rumfartsprogram. Det skal efter planen ske i 2029, så USA satser altså på at komme først.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP