Opfordringen fra Ben Bernanke kom i en tale til Kongressens budgetkomite, hvor han tegnede et alt andet end positivt billede af den amerikanske økonomi og de hidtidige initiativer for at redde den ud af krisen.
"Økonomien vil være svag i den kommende tid, og der er stor risiko for en opbremsning. Derfor vil det nu være passende med et indgreb fra Kongressen," sagde Ben Bernanke i talen ifølge CNN.
Det er første gang centralbanken direkte har opfordret til et indgreb for at styrke den kriseramte amerikanske økonomi, der ligesom den danske økonomi nu er ramt af recession.
Den danske cheføkonom for Handelsbanken, Jes Asmussen, er bekymret over udmeldingerne i talen.
"Umiddelbart læser vi to ting ind i denne udmelding. For det første er det et signal om, at Bernanke ikke ser de allerede foretagne pengepolitiske lempelser som værende tilstrækkelige til at trække økonomien ud af dødvandet. Herudover er det også et signal om, at vækstudsigterne nu vurderes som værende forværret markant," siger han.
Flere amerikanske analytikere venter, at Kongressen kort efter præsidentvalget om et par uger vil foretage et indgreb i den amerikanske økonomi, der skal have til formål at bekæmpe krisen.
-Newspaq