Kursen på det amerikanske Dow Jones-indeks røg fra plus 100 til minus 150 prompte efter den melding fra den amerikanske centralbank, som investorerne ellers har set frem til hele dagen.
Håbet var, at centralbanken ville sætte gang i et tredje program for at tilbagekøbe statsobligationer. Men der fik investorerne en lang næse. Den eneste redskab, centralbanken vil tage i brug her og nu, er at holde renten lav i de kommende to år.
"Det var ikke lige det, investorerne havde håbet på. Det er også derfor, vi så denne her hurtige reaktion på det amerikanske aktiemarkedet. Hvis de slutter i minus i aften og måske yderligere bliver forstærket, så lover det ikke godt for Fjernøsten og Europa i morgen," siger Bjørn Schwarz.
Udmeldingen fra centralbanken skaber således langt fra den ro, som investorerne har sat næsten op efter. Tværtimod understreger meldingen, at væksten vil være betydeligt langsommere end ventet, og den udstiller den interne uenighed i centralbanken, hvor nogle af medlemmerne tydeligvis mener, at der er for stor risiko forbundet med at købe statsobligationer.
"Man må nok sige, at der er uenighed hos den amerikanske centralbank. Det eneste, man har kunnet komme frem til, er at dedikere sig til lave renter i to år, men man kan ikke få opbakning internt i centralbanken til at gå ud med et nyt tilbagekøbsprogram, efter at man har kørt to programmer af stablen inden for relativ kort tid," siger Bjørn Schwarz.
Ganske overraskende nåede investorerne inden lukketid at rette op. På trods af den umiddelbare reaktion, hvor aktierne rutsjede i bund, sluttede Dow Jones-indekset alligevel med en stigning til 3,9 procent.