De finansielle markeder havde håbet på, at Fed ville lette presset med en rentenedsættelse, men frygten for inflation oversteg nervøsitet for den finansielle uro.
Beslutningen om at fastholde renten kommer ikke bag på Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen.
"Vores forventning om uændret rente var primært bygget på, at vi havde svært ved at se, hvordan en lavere rente skulle hjælpe i den aktuelle situation," siger han.
Han understreger, at problemet på de finansielle markeder lige nu ikke så meget er prisen på penge, men snarere tilgængeligheden af penge og frygten for nye konkurser.
Samtidig ville det ifølge Jes Asmussen se mærkeligt ud, hvis de amerikanske myndigheder efter at have undladt at redde finansbanken Lehman Brothers i weekenden trådte til med en rentenedsættelse, "som udelukkende ville kunne blive opfattet som en livlinje til den finansielle sektor".
"Endelig tror vi også, at Fed vil holde krudtet tørt og gemme den smule rentenedsættelser, der er tilbage, for at kunne anvende dem på et tidspunkt, hvor der er faldet mere ro over markederne," siger han.