Den amerikanske ambassade i København er skuffet over DR-vært Jens Blauenfeldt.
Han har vakt forargelse med udtalelsen om, at han i første omgang frydede sig over terrorangrebene mod USA, som kostede over 3000 civile amerikanere livet.
- Vi finder hans kommentar foruroligende og meget skuffende. Alle amerikanere, men mest af alt de efterladte til ofrene for 11.september, ville være frastødt, hvis de vidste, at sådan et synspunkt kan udtrykkes af en vært på en dansk public service kanal, siger ambassadens talsmand Tom Leary.
Ambassaden har dog ikke tænkt sig at gøre mere i sagen.
Jens Blauenfeldts udtalelser faldt i Aftenshowet og gjorde, at programmet ikke blev genudsendt som planlagt. I programmet sagde han:
- Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte, hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtig godt af , sagde DR-værten og fortsatte:
- Endelig er der nogen, der slår tilbage igen.
Jens Blauenfeldt ønsker ikke at udtale sig mere om sagen, og DRs lytternes og seernes redaktør Jacob Mollerup har heller ingen kommentarer til ambassadens kritik. Han afviser dog, at der er brug for indskærpninger efter episoden.
- Der er ingen grund til at begynde at udlægge regler. Både journalisten og hans chef har rykket hurtigt ud og beklaget. Det handler simpelthen om en urimelig bemærkning, siger Jacob Mollerup.
I en pressemeddelelse har Jens Blauenfeldt tidligere undskyldt udtalelsen sin udtalelse og understreger, at han den ikke var politisk ment.
- Jeg er absolut ikke anti-amerikansk i min grundholdning og har på ingen måder haft et ønske om at give udtryk for det. Nu, hvor jeg ser mine egne ord på tryk, kan jeg godt se, at de kan tolkes politisk. Det var under ingen omstændigheder min mening, og det er jeg ked og beklager, siger Jens Blauenfeldt i pressemeddelelsen.