"Vi anbefaler, at amerikanske statsborgere undgår at bevæge sig gennem Nørrebro, specielt i nattetimerne." Sådan lyder det i en mail fra den amerikanske ambassade til de amerikanere, der har meddelt ambassaden, at de er i Danmark.
Mailen, der ifølge Berlingske blev sendt ud den 6. marts, beretter desuden om bandekrigen mellem Hells Angels og andre københavnske bander. Den giver desuden de amerikanske besøgende fire gode råd, hvis de pludselig skulle være så uheldige at befinde sig i skudlinjen.
Ambassaden foreslår blandt andet, at amerikanerne søger dækning bag solide genstande. Hvis dette ikke er muligt bør de lægge sig fladt ned på maven.
Også den britiske ambassade har gjort britiske statsborgere opmærksomme på farerne, der lurer på Nørrebro.