Uheld efter uheld har forfulgt den amerikanske skisportsstjerne Lindsey Vonn de seneste år.
Torsdag har den ottedobbelte vinder af VM i styrtløb brækket sin højre arm under et træningsløb i Colorado.
- Mens jeg er mere end frustreret over dette seneste tilbageslag, så er mine knæ i det mindste ok. Jeg vil være tilbage på pisterne så snart som muligt, skriver Vonn på Facebook fredag ifølge Reuters.
Hun blev opereret torsdag aften.
Det er anden gang i år, at guldvinderen i styrtløb ved OL i 2010 rammes af en alvorlig skade.
I slutningen af februar førte Lindsey Vonn i den samlede World Cup-stilling, da hun styrtede under et super-G-løb i Andorra og pådrog sig en knæskade, der satte en stopper for hendes sæson.
I 2014 måtte hun opgive at forsvare sit OL-guld i russiske Sotji på grund af et ødelagt korsbånd. Hendes korsbånd blev skadet under et styrt i et super-G-løb i Schladming.
Skaden var så slem, at lægerne fjernede korsbåndet.
Lindsey Vonn, der i en periode var kæreste med golfstjernen Tiger Woods, har vundet 76 World Cup-løb. Hun jagter den svenske legende Ingemar Stenmarks rekord på 86 sejre.
Ifølge nyhedsbureauet AFP håber Vonn at gøre comeback i forbindelse med de alpine verdensmesterskaber, der finder sted i St. Moritz i Schweiz i februar.
/ritzau/