Det amerikanske aktieindeks S&P 500 lukker torsdag i højeste niveau nogensinde i 1569,19 efter en stigning på 0,41 procent. Dermed er den hidtidige rekord på 1565,15 fra 9. oktober 2007 slået.
Dow Jones slog alletiders rekord for tre uger siden og lukkede i endnu et højdepunkt efter en stigning 0,36 procent. Nasdaq steg 0,34 procent.
De amerikanske markeder tog blandt andet godt imod nyhederne fra Cypern, hvor bankerne genåbnede uden den store dramatik, siger økonom Paul Edelstein fra IHS Global Insight.
Men det er især tegn på bedring af den amerikanske økonomi, der får de amerikanske aktier til at stige.
Blandt andet har de amerikanske ledigheds- og boligtal vist positive takter i de seneste uger.
- Vi klarer os godt, og det gør eurozonen ikke, men som det ser ud nu, så bør eurozonen i det mindste ikke betyde så meget for USA, siger Paul Edelstein.
/ritzau/AFP