15 kilometer på literen i 2020. For en dansker virker det som et latterligt mål at sætte sig i forhold til bilernes benzinforbrug, men i USA er der tale om et mindre gennembrud.
For første gang i mere end 20 år lykkedes det nemlig i går for det amerikanske senat at blive enig om en energipakke, der skal barbere 40 procent af bilernes benzinforbrug inden 2020.
Det tvinger bilfabrikanterne til at tænke nyt og energibevidst, for senest i 2011 skal alle nye biler leve op til de nye standarder og ikke være lige så store benzin-slughalse som deres forgængere.
»Vi har kæmpet for at nå hertil i 20 år. For første gang i en generation har vi overvundet den magtfulde modstand mod at gøre vores biler mere effektive,« sagde den demokratiske senator John Kerry til AP efter afstemningen i Senatet.
Mindre olie
Energiplanen skal gøre USA mindre afhængig af olie fra Mellemøsten, hvor amerikanerne som bekendt sidder i problemer til halsen. Samtidig har det øgede fokus på de globale klimaforandringer været med til at bane vejen for den nye stramning.
Flere bilfabrikanter som General Motors, Daimler Chrysler og Ford kæmpede ellers indædt mod energiplanen, som, hævder de, vil føre til »bilfabrikanternes økonomiske ruin«. Men selv blandt republikanerne, der traditionelt bakker op om bilindustriens krav, mener senatorerne, at det er muligt at leve op til de nye standarder uden at måtte lukke butikken.
Gevinsten er større end tabet, lyder det fra senatorerne. Den Amerikanske Forbrugerforening vurderer da også, at stramningen vil formindske USA s olieimport med 15 procent og samtidig reducere mængden af udstødningsgasser med en milliard ton.
Atomkraft? Ja tak
Demokraterne i Senatet havde håbet på at få Republikanerne med på en endnu strammere energiplan. For eksempel lykkedes det ikke at blive enige om at satse mere på vindenergi, og det passer godt ind i præsident George W. Bushs planer om at bygge flere atomkraftværker.
Til gengæld er det skrevet ind i planen, at der skal forskes mere i eldrevne transportmidler og biler, der kører på biobrændstoffet ethanol.
Alt tyder på, at energiplanen får opbakning i Repræsentanternes Hus i næste uge.