Den amerikanske befolkning er gavmild. Rigtig gavmild endda. 1.633 milliarder kroner gav amerikanerne sidste år til forskellige organisationer, og det tal er det højeste nogensinde.
Faktisk er amerikanerne på papiret 11 gange mere gavmilde med deres penge end danskerne, der giver omkring 500 kroner per person til godgørende formål ifølge branceheorganisationen for de danske indsamlingsorganisationer, Isobro. Og det er ikke kun på grund af gavmilde milliardærer som Microsofts Bill Gates, at amerikanerne når op på det høje gavebeløb. Langt de fleste donationer kommer fra helt almindelige mennesker, viser tallene fra Giving USA Foundation, der bygger på tal fra skattevæsenet, universiteter og egne undersøgelser.
»Der er en helt anden giver-kultur i USA end i Danmark. Vi danskere er vokset op i et velfærdssamfund, hvor vi er vant ti, at staten betaler mange ting. I USA er man vant til selv at skulle betale,« siger indsamlingseksperten Stig Fog, der har sit eget konsulentfirma og tidligere har været kampagneleder for Folkekirkens Nødhjælp.
Går til Gud
Tallene fra USA kan heller ikke sammenlignes direkte med de danske donationer til gavmildhed. Hele 33 procent af de amerikanske gavepenge går til religiøse organisationer, mens 14 procent er donationer til uddannelsesinstitutioner og biblioteker. Det skyldes, at kirker og universiteter i USA slet ikke har samme muligheder for statstøtte som i Danmark, hvor danskerne betaler milliarder i kirkeskat hvert år. Danskerne giver også fem gange så mange penge i ulandsbistand per indbygger igennem skatten.
Den amerikanske velgørenhedsforsker Claire Gaudiani peger på, at det store gavebeløb viser det unikke i det amerikanske samfund: Nemlig en kultur, hvor enkeltpersoner tager ansvar for at udligne de sociale forskelle.
To typer velfærd
Det er Stig Fog enig i. Men han længes ikke nødvendigvis efter amerikanske tilstande, som ellers måske ville gøre det nemmere for ham at samle penge ind:
»Det er to forskellige modeller for samfund. Som dansker er jeg meget godt tilfreds med velfærdssystemet herhjemme. Men det er vigtigt, at vi ikke bliver lullet i søvn og tror, at staten klarer alt. De amerikanske tal kan måske inspirere til, at flere tager et personligt ansvar også.«