En julegave ud over det sædvanlige faldt onsdag aften i julesokken hos en heldig amerikaner. Kort før midnat blev en af USA's største lottogevinster udtrukket og forvandlede en person fra delstaten Arkansas til mangemilliardær.
Ifølge Reuters ramte vedkommende ramte nemlig den fulde jackpot i det amerikanske lotteri Powerball. Gevinsten lød på intet mindre end 1,8 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 11,4 milliarder kroner.
Da lottokuglerne havde rullet deres sidste omgang juleaftensdag, stod det klart, at én spiller havde ramt plet på samtlige fem hovedtal samt den afgørende røde Powerball-kugle.
Og what are the odds?, som det hedder på "nydansk". Svaret er: stort set ikke-eksisterende. Statistisk set er chancen for at vinde den helt store gevinst omkring én ud af 292 millioner.
Gevinsten er den største lottopræmie, der er udløst i 2025 og samtidig den næststørste i amerikansk lottohistorie. Vinderen kan nu vælge, om pengene skal udbetales som et kontant engangsbeløb eller fordeles over 30 år via en såkaldt livrente, hvor udbetalingen stiger år for år.