Briten Ben Ainslie har vundet fire olympiske guldmedaljer. Flere af dem i hård duel med danskeren Jonas Høgh-Christensen.
Natten til torsdag vandt Ben Ainslie America's Cup sammen med det amerikanske Team Oracle.
Amerikanerne var bagud med 1-8 mod Team New Zealand, men vandt derefter otte sejladser i træk ud for San Franciscos kyst og kunne løfte det 162 år gamle trofæ.
Sejlsportslegenden Ben Ainslie var en del af det over 100-mand store team bag Team Oracle. Han blev hentet ind som taktiker til femte sejlads og var altså med til at vende konkurrencen på hovedet.
- Det er et helt utroligt comeback. Jeg tror ikke, at nogen som helst forventede, at vi kunne komme tilbage, da vi var bagud med 1-8.
- Det er kæmpestort for holdet og for mig personligt. Som barn drømte jeg om en dag at vinde America's Cup.
- Når jeg har sejlet OL, har jeg været alene. Godt nok står der en træner og nogle få hjælpere inde på kajen. Her skal et kæmpestort hold arbejde sammen og få alt til at gå op i en højere enhed, siger Ben Ainslie ifølge Skysports.
I New Zealand, hvor hele nationen fulgte sejladserne, kalder man Team Oracles comeback for et af de mest utrolige i sportshistorien.
/ritzau/