København har ikke brug for flere end de nuværende to lægeambulancer – selvom lægerne påstår det. Mange af lægeambulancernes udrykninger kan overtages af almindelige ambulancer med reddere. Det mener ambulanceførerne.
»Ambulancefolk i dag har op til fem års uddannelse bag sig. Men hvad er pointen i at uddanne os så godt, hvis vi bare skal bruges som chauffører for lægerne?« siger Anders Villadsen, næstformand i Brandfolkenes Klub, der organiserer de københavnske ambulancefolk.
Lægerne på de københavnske lægeambulancer har de seneste dage klaget over, at de to lægeambulancer fra 1. september skulle dække et langt større område med dobbelt så mange mennesker som før, nemlig hele det gamle Københavns Amt. Men ambulancefolkene forstår ikke problemet.
»Vi ambulancefolk redder liv hver eneste dag uden at få anerkendelse for det, og vi kunne redde endnu flere, hvis bare vi fik lov,« siger Anders Villadsen.
Svært at afgøre
Overlæge Søren Loumann, chef for de københavnske lægeambulancer anerkender, at lægeambulancen under tiden sendes ud, selvom ambulancefolkene kan klare situationen selv.
»Når der kan være tale om livstruende situationer, så skal der simpelthen en læge med. Og det er altid meget svært at vide på forhånd, om en situation er livstruende eller ej,« siger Søren Loumann, og tilføjer: »Vi sender hellere en læge én gang for meget end én gang for lidt.«
Det synspunkt vækker irritation hos ambulancefolkene: »Læger stoler kun på læger og tror ikke at nogen andre kan noget,« siger Anders Villadsen.