Danmarks ambassadør i Japan, Carsten Damsgaard, lykønsker Tokyo med OL værtskab, som han tror vil være med til at skabe større dansk interesse for landet i østen.
Den Internationale Olympiske Komité har på sin session i Buenos Aires lørdag aften besluttet, at Tokyo skal være vært for det OL, der afholdes i 2020.
- Jeg er utrolig glad på Tokyos og Japans vegne. Jeg er sikker på, at Tokyo vil bidrage positivt til den olympiske ånd og gøre OL i 2020 til en fantastisk oplevelse for alle involverede.
- Vi håber også, at OL kan være med til at uddybe forståelse for Japan i Danmark, både kulturelt og økonomisk, skriver Carsten Damsgaard i en pressemeddelelse.
Tokyo fik flest stemmer i første afstemningsrunde, hvor Istanbul og Madrid endte helt lige.
I 1964 afholdt Tokyo som den første by i Asien OL efter at have rejst sig efter Anden Verdenskrig. I 2020 er det ligeledes ambitionen at fremvise et Japan, der ligeledes har rejst sig efter det store jordskælv i 2011 og finanskrisen.
Blandt argumenterne for at vælge Tokyo frem for andre byer er japanernes passion for sport og den effektive og udbyggede kollektive transport.
Størstedelen af OL vil blive afholdt inden for en radius af otte kilometer af den olympiske by, som ligger på kunstige øer i en bugt. Dermed bliver OL 2020 en af de mest kompakte OL nogensinde.
Tokyos præsentation blev hjulpet på vej af premierminister Shinzo Abe, der havde forladt G20-forhandlingerne i St. Petersborg og forsikrede, at de aktuelle problemer på atomkraftværket i Fukushima ikke ville påvirke legene eller forberedelserne til dem.
/ritzau/