Den danske ambassadør får endelig kontakt til den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja i Bahrain, det sker i aften.
Siden i lørdags har ingen hørt fra den danske sultestrejkende al-Khawaja i Bahrain, men den danske ambassadør får lov til at tilse ham.
Det bekræfter Ole Egebjerg Mikkelsen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, over for Newspaq.
"Den danske ambassadør i Riyadh (Saudi-Arabiens hovedstad, red.) får nu efter tre dages pause lov til at besøge al-Khawaja igen. Det er vigtigt, at man kan aflægge besøg. Det er vigtigt at tilse ham, men det er også vigtigt at lægge diplomatisk pres på Bahrain," siger han til Newspaq.
Både familiens advokat, al-Khawadjas børn og kone har frygtet det værste for al-Khawadja, siden der blev lukket ned for al kontakt med danskeren i lørdags.
Hans advokat var sågar ude at sige, at han frygtede for al-Khawadjas liv.
Mandag aften blev det dog bekræftet, at al-Khawadja er i live. Og ifølge styret i Bahrain har han det godt. Det skriver Bahrains officielle nyhedsbureau.