Det er endnu uvist, om der er danskere, der er ramt af angrebene i den franske hovedstad, Paris. Det oplyser Udenrigsministeriets borgerservice kort før midnat.
- Det eneste, vi kan sige på nuværende tidspunkt, er, at ambassaden i Paris er ved at undersøge sagen, men de har endnu ingen oplysninger, siger den vagthavende ved Udenrigsministeriets borgerservice til Ritzau.
Borgerservice opfordrer nu danskere i Paris til at kontakte pårørende. Det skriver borgerservice på Twitter.
Flere danskere er kommet med beretninger fra Paris efter blandt andet have været inde og se aftenens fodboldkamp i Paris mellem Frankrig og Tyskland.
- Det er korrekt jeg er i Paris, jeg var på det sted på Rue Alibert hvor der blev skudt. Både mine venner og jeg er uskadte og i godt behold, skriver FCK's forsvarsspiller Mathias Zanka Jørgensen på Twitter.
Kort efter midnat oplyste PET til Ritzau, at den danske efterretningstjeneste følger situationen i Paris nøje. PET har derudover ingen kommentarer til sikkerhedssituationen i Danmark set i lyset af angrebene i den franske hovedstad.
Mere end 100 mennesker har mistet livet i angrebene, der har fundet sted flere steder i Paris. Tallet kan dog ifølge flere medier være højere.
/ritzau/