Den bliver flere meter høj og meget stærk.
Bygningsarbejdere er nu gået i gang med at opføre en helt ny mur omkring den danske ambassade i Pakistans hovedstad Islamabad.
Muren skal være med til at forhindre en gentagelse af tragedien den 2. juni, hvor en terrorist dræbte otte mennesker ved at udløse en selvmordsbombe fra en bil, der kunne komme meget tæt på bygningen.
»Vi vil gerne være forberedt på det værste. Derfor opfører vi nu en helt ny mur hele vejen rundt om ambassaden, der er så stærk, at den skulle være i stand til at afskærme bygningen og beskytte medarbejderne mod eventuelle nye eksplosioner, forklarer souschef i Udenrigsministeriets sikkerhedskontor Jess Pilegaard til Avisen.dk.
Midlertidig løsning
Officielt er der ikke truffet beslutning om, hvorvidt ambassaden skal blive liggende i det nuværende villa-kvarter, der er blevet kritiseret for at være for vanskeligt at beskytte mod angreb.
Jess Pilegaard understreger derfor også, at muren kun skal ses som en midlertidig løsning.
- Der er ikke truffet endelig beslutning om, hvorvidt vi skal flytte til et andet sted i Islamabad, og det kan under alle omstændigheder ikke ske på kort tid. Så mens vi undersøger alle muligheder, er vi nødt til at sørge bedst muligt for medarbejdernes sikkerhed, så de kan føle sig trygge, siger Jess Pilegaard.
Udenrigsministeriet oplyser til Nyhedsavisen, at den nye mur kun er en del af en række planlagte sikkerhedsforanstaltninger på grunden, men ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad det handler om.
- Jeg kan kun sige så meget, at vi er i fuld sving med at gennemføre en vifte af tiltag, der skal forbedre sikkerheden og forhindre biler i at komme for tæt på, siger Jess Pilegaard.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyser desuden, at man nu har valgt at udstationere en medarbejder på ambassaden i en længere periode, der skal hjælpe de lokale myndigheder med at opklare sagen.
Efter planen skal muren allerede stå færdig om få uger, men medarbejderne har allerede genoptaget deres arbejde i bygningmen. Der er ikke sat dato på, hvornår ambassaden kan genåbne.