Favoritten Amanda blev fredag aften stemt ud af seerne i årets X Factor, og det kom som lidt af et chok for de fleste.
Men Amanda selv har ikke følt sig sikker på den finaleplads, hun blev spået af bookmakerne.
- Folk har hele ugen sagt til mig, at jeg ville gå lige igennem til finalen, men sådan noget skal man aldrig føle sig sikker på, og det synes jeg heller ikke, at jeg har gjort, siger hun efter showet.
Alligevel havde hun da drømt om, hvordan det ville være at stå på scenen i Herning i finalen.
- Selvfølgelig er jeg skuffet og ked af det, for jeg havde glædet mig til at synge den sang, jeg skulle have optrådt med i finalen, siger den unge sangerinde, der dog langt fra er knust over ikke at være blandt finalisterne.
- Ærligt talt, så tror jeg, at der er nogen, der har mere lyst til at vinde den pladekontrakt end jeg har, fortæller hun.
Hun mener sagtens, at hun kan få en karriere stablet på benene uden sejren i X Factor.
- Jeg tror ikke, jeg har brug for den for at lave noget fed musik. Det skal jeg nok komme med alligevel, siger hun.
/ritzau/