Amalie, kendt fra dokudramaet 'Paradise Hotel' og soapshowet 'Amalies Verden', slipper let tøjlerne.
Men den kendte tv-teenager har ikke sin vilde væremåde fra fremmede: Hendes mor, Charlotte Kejser, er faktisk endnu mere ustyrlig.
Det beretter realitymamaen til B.T. og henviser til et dramatisk skænderi i hendes ungdom. 17 år gammel var hun i byen på Vedbæk-diskoteket Submarina med sin daværende kæreste. Men så begik ungersvenden den fejl at tale med en lidt for nærgående pige, og det fik Charlotte Kejser op i det blodrøde felt.
"Jeg tog simpelthen en flaske og slog ham i hovedet. Han skal ikke tale med andre piger, når han er i byen med mig," fortæller hun og uddyber:
"Jeg var bestemt mere jaloux anlagt, især da jeg var på Amalies alder".
Ekskæresten anmeldte dog aldrig den voldelige batalje.
Charlotte Kejser afslører også, at hun har oplevet et kæmpe savn efter, at "forlængelsen af hende selv", Amalie, er flyttet sammen med ulvekæresten Peter. I Malmø.
"Min coach har sagt, at jeg skal acceptere mine følelser", lyder det.