Amalie Dideriksen tager VM-sølv i omnium
Amalie Dideriksen har nu vundet to medaljer ved VM i Apeldoorn i Holland. Foto: Emmanuel Dunand/AFP
Med en stærk afslutning i omnium kørte Amalie Dideriksen sig til VM-sølv og nappede sin anden medalje.

Cykelrytteren Amalie Dideriksen sikrede sig fredag sin anden medalje ved VM i Holland.

Den 21-årige dansker vandt sølv i fredagens omnium, hvor rytterne konkurrerer i fire forskellige discipliner.

Dideriksen fik en skidt start med en 12.-plads i den første disciplin, scratch, men danskeren fik siden hen kørt sig op på en samlet syvendeplads før det afsluttende pointløb.

Her satsede danskeren alt, og det lykkedes hende at køre sig op på en samlet andenplads.

Guldet gik til hollænderen Kirsten Wild, mens bronzen endte hos Rushlee Buchanan fra New Zealand.

Tidligere på ugen vandt Amalie Dideriksen bronze i scratch, og hun har chancen for at tage yderligere en medalje, når hun kører parløb med Trine Schmidt.

Danmark har foreløbig vundet tre medaljer ved VM i Apeldoorn, hvor herrernes 4000-meter-hold også har taget sølv.

/ritzau/