Formiddagens pressemøde, hvor ledelsen fortalte om baggrunden for Amagerbankens fallit, blev afholdt i al diskretion.
I fondsbørsmeddelelsen søndag aften stod der derfor ikke noget om, hvor mødet skulle finde sted.
Ifølge banken ønskede man at give pressen arbejdsro. Derfor offentliggjordes lokaliteten i en meddelelse sendt ene og alene til pressen via nyhedsbureauet Ritzau.
Men den rette forklaring hang i de tykke gulvtæpper på SAS Radisson hotel.
I kulissen står nemlig 600 aktionærer som i gennemsnit taber én million kroner hver.
Derfor blev mødet, erfarer Newspaq, afholdt i diskretion. Kedelige tv-billeder af direktøren og bestyrelsesformanden omgivet af vrede småinvestorer skulle undgås.
Og planen lykkedes. Pressemødet forløb i ro og mag uden forstyrrelser og drama.