Den tidligere direktør i Amagerbanken Jørgen Brændstrup slettede indholdet på sin computer inden han forlod banken, skriver epn.dk.
Kort efter opdagede den nye ledelse i banken, hvad eks-direktøren havde gjort og fik computereksperter til at genskabe indholdet, hvilket lykkedes.
Nu arbejder analytikere på at danne sig et overblik. Om der var belastende indhold på pc'er står dog endnu ikke klart.
"Det centrale i den her forbindelse er sådan set heller ikke så meget, om der er noget på computeren eller ej. Det centrale for mig er, at han overhovedet har slettet de informationer, som tilhører banken. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at han har tilladt sig det. Hvis det var i gamle dage, og man tog hængemappen og smed den i makulatoren. Altså det går jo ikke," siger den nuværende direktør Steen Hove til epn.dk.
Fra banken oplyses det, at man nu tilbageholder dele af Jørgen Brændstrups millionstore tilbagetrædelsesgodtgørelse.
Episoden rejser yderligere tvivl om den tidligere ledelses styring af banken. Det står således klart, at banken gennem en årrække tog især boligspekulanter ind, som var blevet afvist af landets øvrige pengeinstitutter.
Amagerbankens krak ventes at koste de danske skatteydere knap seks milliarder kroner, har finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tidligere oplyst.
Kilde: epn.dk.