Opdateret kl. 23:06
Fyns Politi mener at have fundet frem til identiteten på en kvinde, der torsdag eftermiddag blev dræbt i en højresvingsulykke i centrum af Odense.
Der er tale om en 75-årig kvinde fra Odense.
Det skriver politiet på Twitter torsdag aften.
Tidligere på dagen bad Fyns Politi offentligheden om hjælp til at identificere cyklisten, der blev ramt af en lastbil klokken 12.17 i krydset ved Thomas B. Thriges Gade og Toldbodsgade.
Via datoen i en vielsesring, som kvinden bar ved ulykken, fandt politiet senere ud af, hvem hun - formentligt - var. Fyns Politi oplyser dette med et forbehold, da identiteten endnu ikke er fastslået med 100 procents sikkerhed.
De formodede pårørende er blevet underrettet.
Tidligere på dagen fortalte vagtchef Hans Jørgen Larsen, at ulykken tilsyneladende var en "klassisk højresvingsulykke".
Lastbilchaufføren kom kørende ad Havnegade op til krydset, hvor han skulle dreje til højre af Toldbodgade. Det var her, ulykken skete.
- Der bliver hun skubbet, presset eller væltet ind under lastbilen, fortalte Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.
Først lød meldingen, at kvindens tilstand var kritisk, og at hun modtog behandling på Odense Universitetshospital for sine skader. Et par timer senere afgik hun ved døden.
Da politiet modtog anmeldelsen om ulykken, rykkede både politi og redningsarbejdere ud til krydset. Blandt andet blev en bilinspektør tilkaldt for at vurdere, hvordan ulykken skete.
- Han er specialist, der kan sige noget om hastigheder, placeringer og sådan. Han kommer og undersøger køretøjet, og hvordan uheldet er sket. Så kommer han med en udtalelse om, hvordan han formoder, det hele er foregået, sagde Hans Jørgen Larsen tidligere torsdag.
/ritzau/