Vietnams præsident, Tran Dai Quang, er død som følge af alvorlig sygdom.
Det skriver statsmedier ifølge nyhedsbureauet AFP. Han blev 61 år.
- Præsident Tran Dai døde klokken 10.05 den 21. september på militærhospitalet, rapporterer det officielle vietnamesiske nyhedsbureau fredag.
Dødsfaldet kunne ikke forhindres, selv om både vietnamesiske og udenlandske læger forsøgte at redde præsidentens liv. Det oplyser vietnamesisk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det vietnamesiske styre består af en præsident, premierminister og kommunistpartiets leder. Eksperter vurderer, at præsidentens rolle er ren ceremoniel.
Tran Dai Quang blev udpeget til posten i april 2016. Indtil da havde han været minister for offentlig sikkerhed, skriver Reuters.
Han var kendt som en hård leder med lille tolerance for kritikere af regeringen.
Quang har den seneste tid syntes bleg og tynd, når han har deltaget ved officielle arrangementer, skriver AFP.
Hans seneste offentlige optræden var et møde med kinesiske politikere for to dage siden.
/ritzau/