Overraskende aflagde den amerikanske præsident Bush et besøg i Al-Anbar-provinsen i Irak – tilsyneladende for at vise, hvordan amerikanerne har kunnet skabe ro og orden. Men er det ikke bare en propagandategning?
Ifølge den amerikanske forsker Juan Cole dræbte indbyggerne i provinsen 20 amerikanske soldater i juli af de i alt 79 dræbte i hele Irak. Midt i juli var der mere end 100 angreb på en enkelt weekend, selvom provinsen kun tæller 1/24 af Iraks befolkning.
Det er den virkelige baggrund for provinsens tilstand trods præsidentens optimistiske besøg. Men fjernsyn og aviser synes stort set at mørklægge tallene for de dræbte. I gamle dage sagde telegrammerne Alt roligt i Shipkapasset trods de mange tusinde døde soldater i Balkanbjergene i den russisk-tyrkiske krig (i 1877-78, red.). Er det stadig aktuelt med mediernes omtale af Irak-krigen?