Forsvarsspilleren Frederik Sørensen kan få A-landsholdsdebut, når Danmark næste tirsdag møder Tyskland i en testkamp på Brøndby Stadion.
En fornem sæson i FC Köln har banet vejen for, at landstræner Åge Hareide har kigget Sørensens vej, selv om træneren i forvejen råder over mange dygtige spillere til det centrale forsvar.
25-årige Sørensen kan dog også dække positionen som højreback, og det kan blive vejen til spilletid i nationaldragten.
- I Köln startede jeg som højreback, inden jeg kom ind i midten. Det er klart, at det ikke er en bagdel at kunne dække flere pladser. Tværtimod kan det give en anden vej ind på holdet, siger Sørensen inden mandagens træning.
Allerede som 18-årig debuterede Frederik Sørensen for Juventus i Serie A, men trods den opsigtsvækkende start på karrieren har han måtte vente længe på indkaldelsen til A-landsholdet.
- Nogen vil sige, at jeg har måtte vente længe, men der er mange dygtige midterforsvarere i Danmark. Trænerne har valgt andre, så jeg har bare ventet på min chance. Nu må jeg vise, at jeg er berettiget til at være her, siger han.
Den tidligere Lyngby-spiller skiftede i 2015 til Köln efter et lejeophold hos Verona, og tiden i Tyskland har været en succes.
Sørensen har i denne sæson været fast mand hos Köln, der med sin overraskende femteplads kvalificerede sig til næste sæsons Europa League.
- Vi har haft en flot sæson og har lavet en stor holdpræstation. Jeg har også selv haft en god sæson, hvor jeg har været stort set skadesfri bortset fra to kampe.
- Så jeg ser udtagelsen som en bonus og et klap på skulderen for en flot sæson. Det er dejligt at være udtaget, lyder det fra Frederik Sørensen.
Landsholdet træner igen tirsdag og er samlet ind til næste weekend, når Kasakhstan venter i en VM-kvalifikationskamp på udebane 10. juni.
/ritzau/