Kort før Alphabeat skulle optræde i X Factor-finalen i Forum Horsens, måtte bassist Anders Reinholdt droppe at gå på scenen med sine bandkammerater.
I stedet skyndte han sig ud i en bil for at køre til København, hvor hans kone pludselig var gået i fødsel med parrets andet barn.
Men han nåede ikke hjem, før han blev ringet op og fik at vide, at han var blevet far igen. Det skriver Ekstra Bladet.
- Jeg blev ringet op omkring Slagelse, og så kunne jeg bare høre babygråd i baggrunden, fortæller han til mediet.
Gruppen Alphabeat, der for nylig er blevet gendannet, var inviteret til at optræde med deres nyeste single, "Shadows", men selv om de måtte undvære Anders Reinholdt, gik bandet stadig på scenen.
Alphabeat havde nemlig fået en ven til at spille i stedet for deres originale bassist.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus