Til oktober rammer Alphabeats nye album, den svære toer, pladebutikker landet over. Og den opfølgning har været ventet længe.
Siden det bragende hit 'Fascination' tog både Danmark og resten af Europa med storm, har der været store forhåbninger til det unge band, og nu har de så været i studiet og er klar til at vise, at de kan begejstre fans igen.
I en pressemeddelelse skriver bandet, at de har lagt 80´er inspirationen lidt på hylden og i stedet har søgt mod en mere 90´er-lyd.
Bandet har selv skrevet al materiale, og det er Serban Ghenea, der efterfølgende har skruet på knapperne, for at ramme lige den rigtige lyd til den nye Alphabeat-sound. Serban Ghenea har lavet hits for både Black Eyed Peas og Katy Perry.
Første single fra Alphabeats nye album bliver singlen 'The Spell', som slippes den 31. august, og hele Alphabeats andet album, der ligeledes hedder "The Spell", udsendes 19. oktober.