Byggeboomet i den almene boligsektor giver en håndsrækning til den hårdt ramte byggebranche.
Det skriver Berlingske.
Landets kommuner gav i 2010 tilsagn til 16.500 nye almene boliger, og sidste år blev opførelsen af 11.000 boliger sat i gang.
Dermed overhalede det almene byggeri for første siden 1997 de private boligprojekter.
Årsagen til boomet er, at kommunerne har fået halveret det beløb, de skal betale til alment byggeri, så tilskuddet nu lyder på syv procent.
"Nybyggeriet er på det højeste niveau i 30 år, så der er efterspørgsel efter vores varer, både familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. I forhold til konjunkturerne falder opgaverne også på et tørt sted," siger Bent Madsen, der er direktør i Boligselskabernes Landsforening (BL) til Berlingske.
Og i Dansk Byggeri, der tæller 6.000 byggevirksomheder, er der også glæde.
"Vi er ganske godt tilfredse. Der er stor aktivitet lige nu, og der vil også være nogen aktivitet ind i 2013, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius til Berlingske.
Uover det massive nybyggeri bliver mange af de 550.000 almene boliger renoveret.
"Vi oplever lige nu en flodbølge af renoveringer. Det er en god ide, for dermed udnytter vi ledig kapacitet i byggebranchen, og arbejdet udføres til fornuftige priser," siger Torben Liborius til Berlingske.