Ritzau
Opdateret kl. 09:22
Finanskoncernen Alm. Brand køber hovedparten afSaxo Privatbank. Det skriver Alm. Brand i en fondsbørsmeddelelse.
Købsprisen er på 360 millioner kroner. For det køber Alm. Brand Bank sig ifølge meddelelsen 17.500 kunder. 15.000 af dem er privatkunder, mens 2500 er mindre og mellemstore erhvervskunder.
- Vi er særdeles tilfredse med at få mulighed for at overtage en sund og veldreven forretning som aktiviteterne i Saxo Privatbank.
- Købet passer perfekt ind i Alm. Brand-koncernens strategi om vækst og ønsket om at hjælpe flest mulige kunder på tværs af deres finansielle behov, skriver administrerende direktør i Alm. Brand-koncernen Søren Boe Mortensen i meddelelsen.
De tilkøbte kunder har samlet lån for 1,8 milliarder kroner, realkreditlån for 5,2 milliarder kroner og penge i banken for 3,2 milliarder kroner.
/ritzau/