Aller Media, der ejer et væld af magasiner og hjemmesider, gav et lille overskud i regnskabsåret 2017/18.
Det er en betydelig forbedring i forhold til året før, hvor en udrensning i ledelsen gav store omkostninger.
I regnskabsåret, der sluttede med september 2018, gav Allers danske aktiviteter et overskud på 5,6 millioner kroner mod et gedigent underskud på 31 millioner kroner i samme periode året før.
- Jeg er tilfreds med, at vi i år leverer en positiv indtjening, der viser, at vi er lykkedes med vores konsolidering af forretningen.
- Første skridt i vores plan er hermed opnået, og det er et stærkt afsæt til at skabe vækst på både top- og bundlinje og tage forretningen godt videre og ind i fremtiden, skriver administrerende direktør for Aller Media i Danmark Lars Sander Matjeka i en pressemeddelelse.
I det reviderede og officielle regnskab beskriver Aller Media et fortsat hårdt mediemarked, og at resultaterne er opnået "til trods" for:
- ... Et fortsat vanskeligt mediemarked for printudgivelserne med dels faldende oplag for ugeblade og magasiner og dels et presset marked for printannoncer.
- Resultatet i udgiverenheden er opnået ved et bedre bladsalg end forventet samt konstant bevågenhed på mulige effektiviseringer og en stram omkostningsstyring.
Sammenligningsgrundlaget for 2017/18 er da også nådigt, da regnskabsåret 2016/17 var præget af en voldsom udskiftning i topledelsen i selskabet.
Ifølge regnskabet for det år var resultatet også præget af "et fald i mediesalg samt betydelige fratrædelsesomkostninger".
Samtidig var der stadig efterdønninger efter Se og Hør-sagen, hvor tabloidmagasinet af samme navn i 2014 blev taget i ulovlig overvågning af kendte.
Administrerende direktør Lars Sander Matjeka skriver, at fokus nu er på medarbejderne.
- Vi har et stort fokus på at tiltrække nye talenter og udvikle vores medarbejdere, så de kan udvikle vores forretning.
- Det er rygraden i vores forretning, der sammen med kultur- og konkrete adfærdsændringer skal gøre vores forretning mere bevægelig, skriver han.
/ritzau/