Hvem ville du spise aftensmad med, hvis du selv kunne bestemme?
Hvis du er helt blank på spørgsmålet, så kan en ny undersøgelse måske hjælpe din fantasi på vej. Også i forhold til, hvem du IKKE vil have til bords.
I undersøgelsen topper kronprinsesse Mary og kronprins Frederik listen over dem, flest gerne vil sidde til bords med.
Det skriver Billed-Bladet.
Næstefter de kongelige er det Ole Henriksen, Asger Aamund og Uffe Ellemann-Jensen, der vælges blandt de mandlige muligheder. Blandt de kvindelige er det Hella Joof, Johanne Schmidt-Nielsen og Inger Støjberg.
Undersøgelsen er lavet af Nestlé Madbarometer for YouGov. Deltagerne i undersøgelsen kunne vælge imellem 20 kendte mænd og ligeså mange kvinder.
- At danskerne er meget royale er ikke nogen større overraskelse, så at kronprinsparret topper listen overrasker os ikke, siger kommunikationschef i Nestlé Danmark Martin Broberg i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser ifølge Martin Broberg desuden, at danskerne også ønsker at spise middag med personer, der kan udfordre deres holdninger.
Blandt de fravalgte er fodboldspilleren Nicklas Bendtner og sangeren Christopher.
Isoleres mændendens favoritter, så vil de helst spise med Johanne Schmidt-Nielsen efterfulgt af Inger Støjberg frem for kronprinsesse Mary.
Til gengæld vælger kvinderne Ole Henriksen over kronprins Frederik blandt mændene, mens Hella Joof får førstepladsen frem for kronprinsesse Mary blandt de kvindelige adspurgte.