Med Robert Downey Jr. i hovedrollen som selveste Sherlock Holmes og Jude Law i rollen som hans hjælper Watson, har Guy Ritchie vist fundet opskriften på en vaskeægte filmsucces.
Første juledag, som er kendt som en mærkedag for biograferne verden over, lykkedes det den engelske filmmager at vinde så mange amerikaneres interesse, at han med filmen om Sherlock Holmes slog alle tidligere rekorder for billetsalg på én enkel dag.
Alene på 1. juledag indspillede filmen 24,9 millioner dollar, hvilket svarer til 133 millioner kroner i de amerikanske biografer.
Og dermed lykkedes det den engelske instruktør at vippe sidste års julerekord af pinden. I fjor satte filmen 'Marley & Me' nemlig rekord ved at indspille 14,4 millioner dollar på en enkel dag.