I går formiddags inviterede USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice Israels og Palæstinas præsidenter indenfor i sin femstjernede hotelsuite.
Med flot, men også tankevækkende, udsigt over Jerusalems gamle og konfliktfyldte bydel »bekræftede vi alle tre vores vilje til en to-stats-løsning. Vi var enige om, at en palæstinensisk stat ikke kan bygges på vold og terror,« sagde Rice ifølge Reuters efter mødet.
Condoleezza Rice tilføjede på et kort pressemøde, efter mere end to timers topmøde på neutral grund, at de to regeringsledere især drøftede den seneste udvikling mellem de to palæstinensiske partier Fatah og Hamas.
Tidligere på måneden lykkedes det præsident Mahmoud Abbas og premierminister Ismail Haniya – fra henholdsvis Fatah og Hamas – at få lagt et foreløbigt låg over den interne palæstinensiske magtkamp, da de på et møde i Mekka i Saudi-Arabien besluttede at danne en fælles regering.
Søndag udtalte Israels præsident, Ehud Olmert, dog, at han og USA’s præsident, George W. Bush, var enige om at boykotte den nye palæstinensiske regering – medmindre den tog afstand fra vold, anerkendte Israels eksistens og accepterede de nuværende internationale krav til selvstyret. Rice undlod efter topmødet at komme nærmere ind på dette, men udtalte at kravene til Palæstina skal overholdes for at komme videre.
Det er første gang, at de tre nogensinde har mødtes til et topmøde mellem fire vægge. Kun oversættere var til stede ud over politikerne.