Alle danskere får nu ret til at arbejde indtil de bliver 70 år. Den nye aldersgrænse træder i kraft fra årsskiftet og gælder for alle lønmodtagere fra direktører til gadefejere.
Dermed kan man udskyde sin tilbagetrækning til man bliver 70 år, selvom den officielle pensionsalder i fremtiden er 67 år.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) glæder sig over den nye lov, der træder i kraft på grund af en EU-regel.
- Samfundet har brug for at vi alle sammen arbejder længere. Vi lever længere, og vi bliver sundere og sundere. Derfor er der god mening i at sende det signal, siger ministeren til Berlingske Tidende.
Flere økonomer mener, at de nye regler vil gavne den danske økonomi og også ældresagen glæder sig over loven.