Alle danskere kan få billetter i Det Kongelige Teater til indvandrerpris til udvalgte forestillinger. De særlige priser svarer til en tiendedel af normalprisen.
Teaterets særlige indvandrerordning, teater-2-nights, gælder for alle, siger teateret, der derfor bliver frikendt for racisme af Klagenævnet for Etnisk Ligestilling. Sagen blev rejst efter artikler i Nyhedsavisen.
»Vi frikender dem for at have overtrådt regler om racediskrimination. Til gengæld er det ikke klart i markedsføringen, at alle får rabat. Teateret har båret sig lidt klodset ad,« siger formanden for klagenævnet, juraprofessor Claus Haagen Jensen.
Teateret tager næsen til efterretning, og vil nu klart skrive, at alle kan få samme rabat.
»Vi har fået et lille svirp, og ændrer derfor vores markedsføring,« siger kommunikationschef Kresten Schultz Jørgensen.