Den fundamentalistiske Taliban-milits i Afghanistan valgte sent torsdag at løslade de sidste tre sydkoreanske gidsler - en mand og to kvinder. Dermed er alle 19 overlevende gidsler blevet frigivet, oplyser CNN.
Tidligere på dagen blev fire andre frigivet. Alle er overgivet til Den Internationale Røde Kors Komité.
Onsdag frigav militsen 12 andre sydkoreanske gidsler efter en aftale med Sydkoreas forhandlere.
Taliban-militsen tog i alt 23 sydkoreanske nødhjælpsarbejdere som gidsler den 19. juli. De fleste var kvinder. To blev henrettet. To blev løsladt, fordi de var syge.
En talsmand for Sydkoreas præsident siger, at man ikke har efterkommet militsens krav, hverken med hensyn til penge eller løsladelse af Taliban-fanger.