Selv om mange danskere fortsat har travlt med at holde sommerferie, så vælger en del altså også at smutte i biffen.
Filmen "Barbie" har således allerede solgt over 200.000 biografbilletter siden premieren den 20. juli.
Lørdag satte biografgænger nummer 215.425 sig ind i biografmørket for at se filmen i en dansk biograf, og det gør ”Barbie” til den hurtigst sælgende film i Danmark i 2023. Ingen film har opnået et så højt billetsalg kun 10 dage efter premieren.
Det skriver Warner Bros. i en pressemeddelelse.
- Biograferne byder på mange spændende film denne sommer, og vi er både glade og stolte over, at rekordmange danskere på så kort tid netop har valgt at opleve Greta Gerwigs "Barbie’" Vi ser dette, blandt mange ting, som et godt tegn for hele filmbranchen og komediegenren især, siger Rikart Købke, Head of Sales, Warner Bros. Theatrical Distribution Danmark.
Til sammenligning blev de tre mest sete biograffilm i 2022 ifølge Danmarks Statistik set af henholdsvis 769.000 (Top Gun: Maverick), 469.000 (Avatar 2: The Way of Water) og 467.000 (Bamse).