Opdateret kl. 09:46
Alle otte afdøde fra onsdagens togulykke er blevet identificeret, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
De otte blev dræbt, da et passagertog og et godstog onsdag morgen omkring klokken 07.35 passerede hinanden på lavbroen over Storebælt.
En lasttrailer, som var påsat godstoget, rev sig løs og ramte passagertogets venstre side. Otte blev dræbt og 16 kvæstet.
Siden har retsmedicinere arbejdet på at fastslå identiteten på de afdøde. Den ligger nu fast. Det drejer sig om fem kvinder og tre mænd i alderen 27-60 år.
Fem af dem er fra Fyn, en er fra Københavnsområdet, en fra Aarhus og en fra Grønland, oplyser Fyns Politi.
Ingen af de omkomne er i familie med hinanden, lyder det fra politiet, som har underrettet ofrenes pårørende.
Politiet vil ikke give flere oplysninger om ofrene end køn, alder og bopælsområde. Deres identitet bliver altså indtil videre beskyttet.
Fredag oplyser Odense Universitetshospital, at 15 af de 16 kvæstede fra togulykken er udskrevet. Den sidste forventes udskrevet i løbet af weekenden, lyder det.
Nu venter arbejdet med at fastlægge den præcise årsag til ulykken og med at placere et eventuelt ansvar.
Om ulykken skal have et strafferetligt efterspil, vil ifølge Fyns Politi først blive afgjort, når efterforskningen er afsluttet.
Fyns Politi har efterforsket ulykken i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center, som hører under Rigspolitiet. Derudover arbejder Havarikommissionen på at fastlægge årsagen.
Havarikommissionen gransker blandt andet de såkaldt sorte bokse på togene, fortæller havariundersøger Bo Haaning til Ritzau.
- De sorte bokse er en af brikkerne i det puslespil, vi skal samle. Eksempelvis hvor stærkt togene kørte, lyder det fra havariundersøgeren.
- Det giver også en lang række andre oplysninger, som i sig selv måske ikke har betydning for den konkrete ulykke. Men det har betydning for, at man eventuelt kan sige, at systemerne fungerer, som de skal, siger Bo Haaning.
/ritzau/