De sidste tre standhaftige husbesættere, der havde forskanset sig på taget af Sonnesgade 11 i Århus, er nu blevet anholdt. Det oplyser politiinspektør Morten Anker Jensen fra Østjyllands Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
"De kom ned til os af sig selv, og de blev ikke lagt i håndjerne. De kravlede bare ned samme vej, som de var kommet op" siger politiinspektøren.
Med de tre er der i alt blevet anholdt 23 personer efter aktionen. Aktionen var en del af den internationale BZ-dag, der blev afholdt i går, og BZ'erne forsøgte samtidig at sætte fokus på deres påstand om, at kommunen mangler et ungdomshus.
Ifølge Anker Jensen, er politiet godt tilfreds med forløbet.
"Det hele endte jo lykkeligt. To af dem var under femten, og 11 var mellem 15 og 18," siger han til Newspaq.
Han oplyser yderligere, at de fleste allerede er løsladt, og at de sidste er ved at blive det.
De unge vil nu blive sigtet for husfredskrænkelse og hærværk, fordi de ødelagde vinduer og døre, da de brød ind og barrikaderede sig.