For nylig satte jeg mig til at se ’Én gang narkostrømer’ på TV2 Play, og jeg så alle afsnit i rap, fordi det var så både rystende og fascinerende. Den tidligere narkobetjent, René Dahl Andersen, undersøger i tre programmer, hvordan handelen foregår, hvordan man finder frem til bagmændene og ikke mindst, hvor nemt det er at smugle narko til Danmark fra Holland.
Når det ikke er noget, man selv har inde på livet, er det den ene rystende oplysning efter den anden.
Alt for nemt og mainstream
Gennem mine samtaler med mine egne børn og deres kammerater har jeg godt haft en fornemmelse af, at stoffer af forskellig slags (må med skam indrømme at jeg ikke kender til dem alle sammen) var mere eller mindre almindeligt blandt nogle af deres venskabskredse i forbindelse med byture.
Men jeg har nok også været for blåøjet og tænkt det ind i en kontekst som min egen ungdoms flirt og eksperimenter med ’fjolletobak’, som, for langt de flestes vedkommende, var ret uskyldigt og noget, der blev ved få eksperimenter, men ikke en fast bestanddel af at gå ud.
I dag er der så mange flere og langt farligere stoffer på gaden og de steder, hvor vores børn og unge går ud, så det ikke længere kun er hardcore narkomaner, der tæller med i statistikken over de 250 årlige narkorelaterede dødsfald herhjemme.
Nogle af dem er også helt almindelige festglade unge, der bare er ude for at have en hyggelig aften i byen med vennerne, men desværre aldrig kommer hjem.
Klubberne ser gennem fingre med, at der sælges stoffer, og fordi ’importen’ er eksploderet de senere år, er priserne samtidig faldet, så det er tilgængeligt for selv unge på SU.
I min ungdom for snart en menneskealder siden var prisen for fx coke flere tusinde kroner for et gram, så det dermed var et ’upmarket drug’, som de færreste havde råd til. Nu, 20-30 år senere, kan du købe samme mængde for helt ned til 500 kroner. Det er billigere end en flaske sprut (inkl. vand) på en club i København.
Så det er blevet både nemt, billigt og vildt tilgængeligt i forhold til tidligere tider, hvor jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle gå hen og købe det, hvis det var noget, jeg ønskede. Nu ved jeg, at jeg bare skal se efter en ung mand i sort hættetrøje og ditto bukser på gaden, spørge dørmanden eller bartenderen på en bar, og alle vil formentlig kunne pege mig i den rigtige retning.
En narkostrømer i familien afskrækker
Noget af det mest chokerende for mig var, at der er kommet en blasert og ligegyldig tilgang til stoffer fra gå i byen stedernes side – måske ud fra tankegangen: ”Hvis det er det, de (unge) vil have, så er det det, de (unge) skal få!” Og at de unge åbenbart også har en meget stærk tro på deres egen udødelighed, så de tilsyneladende heller ikke er skræmt over for stoffer, som jeg selv var på deres alder.
Jeg er vokset op med en far, der gennem mange år var netop narkostrømer, så jeg hørte historierne og fornemmede hans modvilje.
Jeg glemmer aldrig, da jeg en gang spurgte ham, om han selv havde prøvet hash, og han nægtede at tro på, at jeg ikke havde, når jeg spurgte. Det havde jeg ikke – på det tidspunkt. Senere prøvede jeg det og et par andre ting, men det var altid med en følelse af, at det var med livet som indsats på grund af min opvækst.
Og som den ældste af seks ’dine, mine, vores’-børn er det mit indtryk, at netop min fars profession satte sig spor i os alle, da ingen af os, så vidt jeg ved, har mere end ganske få erfaringer med stoffer – nogle sikkert slet ingen.
Alle kan selvfølgelig ikke vokse op med en narkostrømer, men måske vi skal til at gøre et større arbejde for at informere om følger og farlighed. Ingen er udødelige – heller ikke teenagere eller unge voksne.
Og da det nu senest er kommet frem, at Danmark er et yndet transitland for at få stoffer ind i Europa på grund af manglende eller slet ingen kontrol, burde vi måske alle sammen skærpe vores sanser og droppe den naive tro på, at ’sådan noget sker ikke her…’
Det sker her. Det sker lige nu. Og hvis ikke vi strammer op med information, intensiverer jagten på bagmændene og dem, der sælger det videre eller vender det blinde øje til, bliver det kun værre herfra.
Og vores børn dør af det…
Charlotte Højlund er en af Avisen.dk's faste debattører.