Marcus Allbäck kan være blevet alvorligt skadet i FC Københavns Royal League-kamp mod svenske Hammerby, og angriberen frygter nu en lang pause:
»Der er sket nogle vrid i knæet. Det er svært at sige, om jeg er ude i to eller ti uger. Jeg er så øm, at lægen ikke rigtig kan undersøge det, derfor må vi vente og se til i morgen,« sagde en trist Marcus Allbäck til TV 2 Sporten umiddelbart efter 4-0 sejren.
»I hele min karriere har jeg aldrig haft problemer med mine knæ, så jeg ved ikke, hvor slemt det er. Men det føles ustabilt, og det gør ondt,« siger Allbäck, som dog kunne glæde sig over en flot scoring på saksespark til 1-0.