Den danske fodboldlegende Allan Simonsen overvejer at gøre comeback i fodboldens tegn.
Din lille tekniker kunne nemlig godt tænke sig vende tilbage på trænerbænken efter fem års pause fra fodbolden.
Sidste gang han var på lønningslisten for et fodboldhold, var det dan han stod i spidsen for Luxembourgs landshold, men nu overvejer han at gøre comeback på trænerbænken eller i en anden position.
"Jeg vil ikke udelukke at vende tilbage til fodboldens verden. I dag er der så mange muligheder inden for klubber og landshold med positioner som træner, manager, ungdomstræner og talentspejdere. Det er alle interessante muligheder," siger Allan Simonsen til sporten.dk.
Indtil videre har han ellers takket nej til de tilbud der er kommet, og også da han var træner holdt han sig til de små forbund.
"Tilbuddene har været der. Både fra Danmark og udlandet men jeg har sagt nej. At være træner i dag er et cirkus, hvor dygtige folk bliver fyret i et væk. Folk med penge men uden fodboldforstand kræver resultater omgående, men sådan er det bare ikke. Når resultaterne ikke kommer så hurtigt, som dem med penge ønsker det, så falder fyresedlen," siger Allan Simonsen, der også har trænet det færøske landshold samt Vejle Boldklub.
I 1977 blev Allan Simonsen kåret til Europas bedste fodboldspiller foran koryfæer som Kevin Keegan, Michel Platini og Johan Cruyff. På det danske landshold nåede Simonsen 55 kampe og scorede 20 gange.