Kvinder, der drikker en eller to genstande om dagen har 32 procent større risiko for at udvikle en kræfttumor, end kvinder, der ikke drikker.
Det viser en ny amerikansk undersøgelse fra National Cancer Institute foretaget blandt 184.000 kvinder.
Undersøgelsen viser yderligere, at de kvinder, der får over tre genstande om dagen, har over dobbelt så stor risiko for at udvikle brystkræft, end kvinder der ikke drikker.
De amerikanske resultater stemmer fint overens med erfaringerne fra Kræftens Bekæmpelse.
- Vores undersøgelser viser også, at jo mere du drikker som kvinde, desto større risiko er der for at udvikle brystkræft. Det er også den kræftsygdom, der, i forhold til alkoholindtag, rammer flest kvinder. Der er ingen sikker nedre grænse i forhold til, hvor meget du drikker og risikoen for kræft, siger læge Anne Tjønneland fra Kræftens bekæmpelse.
Hun påpeger, at organisationen arbejder på at få sat anbefalingerne til alkoholindtag ned til én genstand om dagen for kvinder. I dag ligger anbefalingen på det dobbelte.