De fleste danskere kender Alexandre Willaume fra reklamerne om Wupti-Pede, men skuespilleren vil gerne kendes for andet end reklamerollen.
- Jeg er superstolt af Pede, og generelt er jeg blevet behandlet rigtig godt. Det er mere internt branchemæssigt, folk åbenbart har haft svært ved at forstå, at man godt kan stå med grumme tænder og langt, fedtet hår og en hue og lave reklame og OGSÅ være tæskedygtig rent dramatisk i andre sammenhænge. For selv om Wupti-Pede har åbnet en masse døre for mig, har han også spændt ben for nogle seriøse ting, fortæller Alexandre Willaume i denne uges FEMINA.
Mikkel Beha Erichsen gør sig umage for at være en god mand for sin kone. Læs mere på femina.dk
Pede eller Alexandre?
Nogen har endda haft svært ved at skelne mellem Alexandre og Pede.
- Det er absurd, for jeg har brugt ni år på at lave flere teaterstykker om året, jeg har virkelig knoklet! Og det har ikke givet andet afkast, end at jeg er blevet gladere for at lave teater. Så laver jeg én reklamefilm, BUM! Så jeg tænkte, at nu må jeg sgu hellere gøre folk opmærksomme på, at Wupti-Pede er en ROLLE, jeg spiller. At jeg faktisk ikke står op om morgen og ER ham.
Timm Vladimir synes, der er noget usexet ved kvinder, der synes, man er fed, bare fordi man er kendt. Læs mere på femina.dk
Tid til at have det sjovt
Det har han så brugt de sidste par år på. Han har krænget sig ud af Wupti-Pede, forsøgt at undgå alt der har med gøgl og gejl at gøre, og koncentreret sig om de gode roller, der lander på hans bord. Derfor var det lidt af en overraskelse, at han sagde ja til at være med i Tivolis sommerrevy.
- Da jeg først fik tilbuddet, tænkte jeg, at det sgu ikke var så god smag, for at sige det ligeud. Men jeg prøvede det. Og endte med at elske det dér med at presse publikum til sidste grin – som man jo normalt ikke må. Og måske er jeg også blevet voksen på den måde, at jeg ikke ALTID behøver at stille mig op og revse. Indimellem må man bare gerne have det sjovt, siger Alexandre Willaume til FEMINA.
Af redaktionen, FEMINA/NewsDesk Aller Media