Man kan ikke sætte pris på kærlighed. Og hvis prinsesse Alexandra gjorde det, skulle hun nok kigge i en anden retning end Martin Jørgensens. For når Alexandra og Martin siger ja til hinanden 3. marts, bliver det i en discountudgave sammenlignet med prins Joachim og Alexandras bryllup tilbage i 1995.
Billed-Bladet løftede i går sløret for, at Alexandra og Martin skal vies i Øster Egede Kirke ved Fakse. Selve kirken er en ganske almindelig landsbykirke og noget mindre end den store slotskirke i Hillerød, hvor Alexandra sidst var iført brudekjole.
Festen skal holdes på Jomfruens Egede, hvor de 120 inviterede gæster skal feste. Gæstelisten er dermed det halve i forhold til bryllupsfesten i 1995, der blev afholdt på Fredensborg Slot, hvor 220 af de 400 gæster i kirken fortsatte til middag.
Cirka 320.000 kroner
I 1995 kostede det royale bryllup samfundet adskillige millioner kroner. Alene 400-600 betjente var udstationeret i dagene omkring brylluppet.
Denne gang har PET meldt sin ankomst til kirken, men alligevel ender det kun med en slutregning på omkring 320.000 kroner. Det skriver B.T, der har lavet et overslag på, hvor meget Alexandra og Martin Jørgensens bryllup kommer til at koste.
Kjole til 25.000 kroner
Der er blandt andet kalkuleret med 25.000 kroner til Alexandras brudekjole. Men her er der ingen tvivl om, at designerne vil stå i kø for at kreere den kjole, også selvom brylluppet ikke officielt bliver dækket af medierne.
Og så er det helt store spørgsmål jo, om Alexandra vil være iklædt hvidt, når hun efter to børn og et forlist ægteskab kaster sig ud i det igen.
Men det får vi først syn for lørdag den 3. marts.