Man lærer ikke meget af at holde sig tilbage. Man må springe ud i det, hvis man vil lære i stedet for at gå glip af noget.
Sådan lyder det blandt andet i et stort interview med Grevinde Alexandra i B.T.
- Alle de gode ting, jeg har været igennem, har været fantastiske. Men jeg har lært mere af alle de dårlige ting. Og de er en del af mig. Vi har fysiske og psykiske og mentale ar – nogle mere end andre – det er ikke, fordi vi vælger dem selv. Men de ar bliver en del af en. Man tager dem videre med i livet, iger Alexandra i interviewet, hvor den 57-årige grevinde også fortæller om at være mor, karrieren og ikke mindst den komplicerede kærlighed.
Prins Joachim og prinsesse Alexandra blev separeret den 22. september 2004 og skilt i april året efter.
I marts 2007 blev Alexandra gift med fotografen Martin Jørgensen, men parret blev skilt igen i 2015.
Siden 2020 har Alexandra været kæreste med entreprenøren Nikolai Peitersen, som har hovedkontor i Madrid og sine børn i Kina.
Det giver selvfølgelig nogle udfordringer for det nyforelskede par, ligesom mediernes nysgerrighed kan gøre opstarten lidt sværere, forklarer Grevinde Alexandra til B.T.
- Jeg synes, det er svært at lære hinanden at kende, når alle andre også gerne vil lære dem at kende. Man skal have lov til at mødes i tosomhed og lære hinanden at kende, før man overhovedet er klar til at dele det med alle dem, der gerne vil vide mere, siger Alexandra til avisen.